Mange fik krisehjælp efter skudattentat
Efter weekendens angreb i København kunne borgere få psykologisk hjælp hos Region Hovedstadens akutberedskab.
Der ligger stadigvæk mange blomster foran Synagogen i Krystalgade, København.
Der ligger stadigvæk mange blomster foran Synagogen i Krystalgade, København. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


I alt har mellem 60 og 90 personer søndag, mandag og tirsdag benyttet Region Hovedstadens tilbud om telefonisk krisehjælp efter weekendens skudattentater i København. Det viser en opgørelse, som Region Hovedstaden har lavet.

Søndag skrev Københavns Politi på Twitter, at berørte borgere kunne få rådgivning over telefonen af Region Hovedstadens akutberedskab.

Og den mulighed blev altså benyttet af en del personer.

Psykiatrisk personale var klar til at hjælpe folk med at bearbejde deres oplevelser fra angrebene mod Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade i København.

- Jeg har indtryk af, at det er gået super godt, og at folk har været glade for den hjælp, de har fået. Vi øver os meget i tingene, og vi er glade for, at beredskabet har virket, siger Rune Sybjerg, kommunikationschef i Region Hovedstadens Psykiatri.

Akuttelefonen har været åben døgnet rundt, som den i øvrigt altid er, og her har to psykiatriske sygeplejersker og en sekretær taget imod opkaldene. Det er sygeplejersker, der har givet krisehjælp, og i nogle tilfælde har læger bistået dem.

- De fleste, der har ringet, har været kriseprægede i let grad og er blevet vejledt til at opsøge egen læge eller et psykiatrisk center, siger Rune Syberg.

- Der har været enkelte, der var svært påvirkede, og de blev bedt om at henvende sig fysisk i den psykiatriske akutmodtagelse.

- Og endelig var der nogle, der kunne nøjes med en snak over telefonen, siger han.

Region Hovedstadens tilbud om psykologisk hjælp over telefonen var som udgangspunkt ikke rettet mod folk, der var direkte involverede i de dramatiske begivenheder.

De, der oplevede attentaterne i Krudttønden og ved synagogen på tæt hold, fik efterfølgende krisehjælp af psykiatere og psykologer på Bellahøj Politistation.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.