Mange er dræbt under bombardement i syrisk storby
Angreb var delvist rettet mod hospital, som angiveligt er blevet ramt af tøndebomber.
Et oppositionsnetværk i Aleppo siger, at der var mange dræbte og sårede efter luftangreb tirsdag, hvor også et hospital meldes ramt. 15 meldes dræbt, og snesevis rapporteres såret.
Et oppositionsnetværk i Aleppo siger, at der var mange dræbte og sårede efter luftangreb tirsdag, hvor også et hospital meldes ramt. 15 meldes dræbt, og snesevis rapporteres såret. Foto: Uncredited/AP


Mindst 15 mennesker meldes dræbt, og snesevis er såret ved en række luftangreb mod oprørskontrollerede områder i den syriske storby Aleppo. Her skal et angreb have været rettet mod Bayan-hospitalet, siger aktivister og en overvågningsgruppe til BBC.

Videooptagelser, som angiveligt er lavet lige efter angrebene, viser lig blive hentet ud af ødelagte bygninger.

Det står ikke klart, hvem der udførte bombardementerne, men den syriske regeringshær forsøger at vinde kontrol over den delte by.

De lokale koordineringskomiteer, som er et aktivistisk oppositionsnetværk, siger, at der var mange dræbte og sårede efter luftangreb tirsdag, hvor der også blev forårsaget store ødelæggelser i distrikterne Maadi, Haidariya og Shaar.

Overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder siger, at børn var blandt de mindst 10 dræbte.

Det syriske civilforsvar, hvis mandskab er kendt for deres hvide hjelme, siger, at antallet af dræbte civile er på 15 i Shaar, og at hospitalet blev ramt af to formodede tøndebomber, som er olietønder eller gasflasker fyldt med sprængstoffer, benzin og metalstykker.

Næsten 740 personer, som arbejdede på hospitaler, er blevet dræbt under 360 angreb på hospitaler og andre behandlingssteder, siden opstanden mod præsident Bashar al-Assads regime begyndte for fem år siden.

I april blev et hospital i Aleppo ødelagt ved et luftangreb, som regeringsstyrkerne fik skylden for. Mindst 50 blev meldt dræbt, deriblandt en af storbyens sidste børnelæger.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.