Mange dræbte efter bomber mod kirker
Selvmordsbombere fra Taliban dræbte mindst 14 og sårede over 70 ved gudstjenester i Lahore.
Mindst 14 mennesker er dræbt i Pakistan efter at to medlemmer af Taliban sprængte sig selv i luften i to af Pakistans kirker.
Mindst 14 mennesker er dræbt i Pakistan efter at to medlemmer af Taliban sprængte sig selv i luften i to af Pakistans kirker. Foto: Colourbox/free


Mindst 14 mennesker blev dræbt og over 70 blev såret, da to medlemmer af Taliban sprængte sig selv i luften med bombebælter, efter at være gået ind i to af Pakistans kirker under søndagens gudstjenester.

Efter eksplosionerne gik en gruppe af ofre til angreb mod to andre formodede militante, som blev dræbt.

Bombeangrebene skete i to kirker, der ligger næsten side om side i Youhanabad-distriktet i det centrale Lahore, hvor der bor over 100.000 kristne, siger pakistanske embedsmænd.

- Vi har modtaget 14 dræbte og 70 sårede, siger en ledende læge på et nærliggende hospital, Mohammad Saeed Sohbin, til AFP.

Han siger, at de militante personer, der begik massakren, ikke er medregnet.

En talsmand for Taliban siger, at bevægelsen står bag angrebet.

En talsmand for sundhedsministeriet siger, at 78 personer blev såret.

Knuste glas, blod og sko lå spredt i kirkerummet.

To politifolk, der holdt vagt ved kirkerne, er blandt de dræbte.

Politiet siger, at antallet af dræbte ventes at stige.

De pakistanske myndigheder har i den senere tid opfordret landets kirker og skoler til at bygge høje mure med sikkerhedskameraer og vagter. Dette har tilsyneladende været med til at vanskeliggøre angrebet.

- Jeg så en sikkerhedsvagt kæmpe med en mand, der ville trænge ind i en kirke, men da han måtte opgive, sprængte han sig selv i luften. Jeg så hans krop løfte sig langt over jorden, siger et øjenvidne, Amir Mash.

- Vagten døde også, siger han.

Youhanabad er Pakistans største kristne område med omkring en million indbyggere. Den har været udsat for flere angreb tidligere.

Kristne i Pakistan er en lille og udsat minoritet, som kun udgør mellem to og fire procent af landets 180 millioner indbyggere.

I 2013 blev over 80 mennesker dræbt ved et selvmordsangreb mod en kirke.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.