Manden bag mesterværket "The Deer Hunter" er død
Amerikanske Michael Cimino er ifølge direktøren for filmfestivalen i Cannes død. Han blev 77 år.
Amerikanske Michael Cimino er ifølge direktøren for filmfestivalen i Cannes død. Han blev 77 år.
Amerikanske Michael Cimino er ifølge direktøren for filmfestivalen i Cannes død. Han blev 77 år. Foto: Domenico Stinellis/AP


Den amerikanske filminstruktør Michael Cimino, der blandt andet instruerede "The Deer Hunter", er død, skriver Variety.

Han blev 77 år.

Thierry Fremaux, der er direktør for filmfestivalen i Cannes, skriver på Twitter, at Michael Cimino døde under fredelige omstændigheder med sine nærmeste ved sin side.

- Vi elskede ham også, skriver Thierry Fremaux.

Lørdag aften dansk tid er der ikke sluppet meget ud om amerikanerens død ud over Fremaux' opslag på Twitter.

Michael Cimino er mest kendt for at have instrueret Vietnam-filmen "The Deer Hunter" i 1978. Filmen havde Robert De Niro, Christopher Walken og Meryl Streep i de bærende roller.

Filmen vandt fem Oscar-statuetter for blandt andet bedste film, bedste mandlige hovedrolle og bedste kvindelige birolle.

Michael Cimino var omgivet af kontroverser, og det gik også i en periode ud over anseelsen af "The Deer Hunter". Cimino gav i en række interview indtryk af, at filmen var baseret på hans egne oplevelser i Vietnam.

Den version blev dog modsagt af mange, der påstod, at Cimino aldrig havde været i Vietnam og kun havde været i reserven i seks måneder.

På den måde balancerede Cimino ofte på kanten af sandheden. Blandt andet blev han kendt for at opgive forskellige fødselsår, der varierede fra 1939 til 1952.

Michael Cimino blev født i New York og voksede op på Long Island. Hans far var musiker, og hans mor var kostumedesigner. I 1963 blev han uddannet i billedkunst fra Yale.

Herefter begyndte han at instruere. I starten af karrieren var det især reklamefilm, der kom fra hans hånd. Han stod blandt andet bag reklamer for Pepsi, United Airlines og cigaretfirmaet Kool.

I sine senere år forsøgte Cimino at holde lav profil. Han gennemgik en række plastikoperationer, der ændrede hans udseende i en sådan grad, at han var svær at kende, skriver Variety.

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.