Ritzau
Opdateret kl. 18:52
En guldsmed i Ringsted blev onsdag eftermiddag udsat for et væbnet røveri, da en maskeret mand kort før klokken 15 truede personalet til at udlevere sølv- og guldsmykker.
Det oplyser Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
- Røveren forsøgte også at ødelægge en montre for at få et større udbytte, men det lykkedes ikke for ham, fortæller Martin Bjerregaard.
Røveriet fandt sted på Nørregade 20.
Gerningsmanden beskrives som en mand, dansk af udseende, 185 til 190 centimeter høj med lyst hår. Han var iført en mørk kasket, mørkt tøj og sort eller grå arbejdshandsker.
Han talte dansk og var maskeret med camouflagestof over underansigtet.
Efter røveriet flygtede han til fods mod Bøllingsvej, hvor en anden mand ventede på ham i en bil, hvorefter de begge kørte fra Bøllingsvej i en ukendt retning.
- Når man lige har lavet et røveri, har man som regel travlt. Så vi håber på, at der er nogle i Ringsted, der har bidt mærke i en bil, der kørte lidt vildt, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Personalet i butikken slap uskadt fra røveriet.
/ritzau