Mand truede mor og søn med jagtkniv
En 48-årig mand er blevet sigtet for trusler, efter at han truede sin ekskæreste og hendes søn med en jagtkniv
En mand er blevet anholdt.
En mand er blevet anholdt. Foto: Colourbox/free


En 41-årig kvinde flygtede ud af et vindue, da hendes ekskæreste kom på besøg med en stor jagtkniv. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Kvinden var sammen med sin 15-årige søn i sin lejlighed i Maribo, da ekskæresten kom forbi tirsdag formiddag.

Imens moren flygtede ud af vinduet, blev sønnen i lejligheden, hvor ekskæresten truede ham med den store kniv. Men da ekskæresten lagde kniven fra sig et øjeblik, så sønnen sit snit til at snuppe jagtkniven.

Den 48-årige mand forlod kort efter lejligheden. Han blev anholdt senere tirsdag i Folkets Hus i Maribo.

Politiet afhørte derefter ekskæresten. Han er blevet løsladt igen, men han er sigtet for trusler på livet og for overtrædelse af våbenloven.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.