Mand stukket i halsen ved Københavns Lufthavn
Politiet leder ikke efter gerningsmænd til knivstikkeri, da man mener, at offeret selv førte kniven.
En person er onsdag eftermiddag blevet stukket overfladisk ved lufthavnen i Kastrup. Der er mange politifolk til stede ved lufthavnen, men det skyldes også terrorangrebene for halvanden uge siden.
En person er onsdag eftermiddag blevet stukket overfladisk ved lufthavnen i Kastrup. Der er mange politifolk til stede ved lufthavnen, men det skyldes også terrorangrebene for halvanden uge siden. Foto: Colourbox/free


En 27-årig mand, som onsdag eftermiddag har fået et overfladisk knivstik i halsen ved Københavns Lufthavn, er sandsynligvis psykisk ustabil og har efter alt at dømme selv ført kniven.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Henrik Vedel.

Manden er uden for livsfare og indlagt på hospitalet.

- Der er noget, der tyder på, at han er psykisk uligevægtig. Vi har lukket sagen lidt ned i forhold til, at skaderne kan være selvpåførte, siger efterforskningslederen.

Derfor leder politiet ikke længere efter en anden gerningsmand til knivstikkeriet, som blev anmeldt omkring klokken 17 onsdag.

Der er netop nu meget politi til stede ved lufthavnen. Men det skyldes ikke kun knivepisoden.

Siden terrorangrebene i København for halvanden uge siden er sikkerheden i og omkring lufthavnen blevet styrket i form af flere politifolk end normalt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.