Mand sigtet for uagtsomt manddrab efter trafikdrab
En mand stak af til fods efter dødsulykke på Grænø nær Skælsskør. Nu har en dommer fængslet ham i fire uger.
En kvinde har natten til søndag mistet livet, efter at hun blev påkørt af en bilist ved Skælskør. Arkivfoto
En kvinde har natten til søndag mistet livet, efter at hun blev påkørt af en bilist ved Skælskør. Arkivfoto Foto: Pressefoto Rigspolitiet/free


En kvindelig fodgænger har natten til søndag mistet livet i en trafikulykke. Sagen er så grov, at en dommer søndag har besluttet at varetægtsfængsle den formodede bilist.

Den 62-årige blev påkørt af en varebil på Glænø ved Skælskør, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ulykken skete kort før klokken et på Glænøvej.

Sammen med en veninde var hun på vej hjem fra en byfest. Men hun blev ramt af varebilen, en grå Peugeot.

Efter sammenstødet stak føreren af bilen af til fods, oplyser politiet.

Lidt senere anholdt betjente på en ejendom i nærheden dog to polske mænd i forbindelse med ulykken.

I begyndelsen var de ikke villige til at hjælpe politiet med særligt mange oplysninger, og søndag morgen havde politiet endnu ikke klarlagt, hvem føreren var.

Men op ad formiddagen pegede pilen på den ene, der er 36 år.

I et grundlovsforhør i Næstved har en dommer besluttet, at der er grundlag for at varetægtsfængsle manden i fire uger.

Sigtelsen går på uagtsomt manddrab, og desuden mistænkes han for spritkørsel, oplyser vagtchef Søren Østervig ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Men manden sigtes også for at have undladt at hjælpe en anden, der er i livsfare.

Inden ulykken var den 36-årige og en landsmand kommet op at slås på festpladsen. I den forbindelse gik den ene hen til varebilen og kørte væk, og politiet ønsker at tale med vidner, der var til stede.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.