Mand sigtet for at ville dræbe ekskærestes mor med gaffel
En 29-årig mand er søndag blevet varetægtsfængslet for at forsøge at stikke sin tidligere svigermor til døde.


Iført en overtræksdragt med hætte og handsker angreb en 29-årig mand ifølge politiet lørdag aften sin tidligere svigermor på Fyn.

Flere gange skal manden have stukket den 51-årige kvinde med en stegegaffel.

- Det skete i kvindens hjem i Frørup. Efter omstændighederne har hun det godt, men hun har flere stiklæsioner i ryggen, siger vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi.

Søndag valgte en dommer ved Retten i Odense at varetægtsfængsle den 29-årige i foreløbig 26 dage. Sigtelsen lyder på forsøg på manddrab.

Manden, der nægter sig skyldig, ønskede i retten ikke at afgive forklaring, men han protesterede ikke mod fængslingen.

Motivet til overfaldet er ifølge vagtchef Erik Skov endnu ikke kendt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.