Mand og kvinde er druknet ved Henne Strand
Politiet formoder, at det er tyske turister, der torsdag er druknet på den jyske vestkyst.
En mand og en kvinde blev torsdag reddet op af vandet af strandgæster, der ilede til undsætning. Men det lykkedes ikke at redde deres liv. (Genrefoto)
En mand og en kvinde blev torsdag reddet op af vandet af strandgæster, der ilede til undsætning. Men det lykkedes ikke at redde deres liv. (Genrefoto) Foto: Colourbox.dk/Colourbox


En mand og en kvinde er druknet ved Henne Strand på den jyske vestkyst. Det meddeler Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Vi får melding om, at der en mand og en kvinde, der er reddet i land af tililende, siger vagtchef Mads Leervad Dammark.

- Vi arbejdede på at redde dem med førstehjælp, men de afgik begge ved døden, siger han.

Manden og kvinden er ikke identificeret, men politiet har en formodning om, at det er tyske turister. Det står torsdag middag endnu ikke klart, hvad der var årsag til ulykken.

- Vi arbejder derude, siger Mads Leervad Dammark.

Henne Strand ligger i Sydvestjylland ved Varde. I 2014 var revlehuller på stranden årsag til, at 12 personer måtte redes i land med motorbåd. Ti personer var i livsfare.

Revlehullerne bliver skabt af pålandsvind. De kaldes også hesthuller. Hvis man støder på et revlehul, vil man mærke, at bunden forsvinder under fødderne, og strømmen trækker en væk fra strandkanten.

Det er afgørende at undgå panik. I stedet skal man lade sig føre med strømmen, til den aftager. Derefter skal man svømme til siden og langs stranden. Ofte behøver man kun svømme fem til ti meter, inden strømmen aftager.

Hvis man ser en badegæst, der er fanget i et revlehul, skal man ikke selv svømme ud for at hjælpe. I stedet skal man kontakte en livredder, hvis der er en på stranden.

Man skal råbe til svømmeren, at han eller hun ikke skal kæmpe imod, men svømme ind til siden. Desuden kan man kaste noget ud, der kan flyde, som en redningsvest, en redningskrans eller en bold.

Der er opført et livreddertårn på Henne Strand. Men det står ikke klart, om der var livreddere på arbejde, da ulykken skete.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.