Mand med tråde til Bruxelles-angreb anholdt i Italien
Den algeriske mand skulle have hjulpet med dokumentfalsk i forbindelse med både Paris- og Bruxelles-angreb.


En algerisk mand er blevet anholdt i det sydlige Italien. Han mistænkes for at have produceret falske dokumenter til islamistiske militante med forbindelse til de voldsomme angreb i Bruxelles og Paris.

Det rapporterer italienske medier lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den 40-årige mand skulle være blevet anholdt af antiterrorpoliti i Bellizzi, en mindre by nær Salerno i det sydlige Italien, ifølge blandt andet tv-stationen Sky TG 24.

Belgiske myndigheder skulle have udstedt en arrestordre på manden, der menes både at have produceret og fremskaffet falske dokumenter til ulovlig immigration.

Hans navn dukkede op i papirer, som blev fundet under en ransagning af en lejlighed tæt på Bruxelles i oktober. I de samme papirer fandt man billeder af nogle af de personer, der var involveret i sidste års angreb i Paris og tirsdagens angreb i Bruxelles.

Italiensk politi skulle have informeret sine belgiske kolleger om anholdelsen, og manden vil muligvis blive udleveret til Belgien i løbet af de kommende dage.

130 mennesker mistede livet under koordinerede angreb 13. november flere forskellige steder i Frankrigs hovedstad.

Flere end 30 mennesker mistede livet i tirsdagens angreb i Bruxelles-lufthavnen Zaventem og ved en central metrostation i den belgiske hovedstad. Omkring 300 blev såret.

Lørdag faldt de første sigtelser i sagen fra Bruxelles. Den belgiske anklagemyndighed har sigtet tre mænd for blandt andet medvirken til terror og drab.

Anklagemyndigheden kalder den ene af de tre mænd "Fayçal C.". Han blev anholdt i sit hjem i Bruxelles torsdag.

Ifølge den belgiske avis Le Soir er det en mand ved navn Fayçal Cheffou, der er den tredje gerningsmand fra tirsdagens angreb i lufthavnen. De to andre sprængte sig selv i luften.

Det er ikke bekræftet fra officielle kilder, at "Fayçal C." og Fayçal Cheffou er den samme mand.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.