En dommer har ophævet navneforbuddet for en 45-årig mand, der er efterlyst i sagen om det grove knivstikkeri på en café på Nørrebro i København.
På den baggrund har Københavns Politi fredag offentliggjort fotos af den efterlyste Johnny Kurt Wettergren.
Manden sigtes for at have deltaget i drabsforsøget på en 31-årig herboende syrisk mand på Café Runddelen tidligt om morgenen 17. marts.
Offeret blev tildelt i alt 27 knivstik på kroppen og hovedet på caféens toilet.
Den efterlyste er 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han er skaldet bortset fra en karakteristisk hårtot øverst på hovedet.
Nu håber politiet at få hjælp fra offentligheden til at finde den 45-årige - med eller uden hårtot, lyder det fra politikommissær Steffen Th. Steffensen i en pressemeddelelse.
Tre mænd er allerede blevet varetægtsfængslet i sagen, herunder et medlem af Hells Angels.
To andre er med i støttegruppen AK81. En af dem skal ifølge politiet have sørget for at holde døren til toilettet lukket under den farlige vold.
Men den 45-årige Wettergren burde også være frihedsberøvet, for Østre Landsret har bestemt, at han skal være fængslet.
Politiet mener, at hans rolle bestod i at slukke for videoovervågningen på Café Runddelen forud for overfaldet.
/ritzau/