Mand løsladt efter formodet bandeskyderi i Næstved
30-årig mand blev ramt af flere skud og fløjet til Rigshospitalet, men han er nu uden for livsfare.
Efter et skyderi i Næstved natten til fredag anholdt politiet en mand. Han er nu løsladt igen. Arkivfoto.
Efter et skyderi i Næstved natten til fredag anholdt politiet en mand. Han er nu løsladt igen. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Colourbox.com


Politiet har fredag valgt at løslade en mand, der var anholdt i forbindelse med et formodet bandeskyderi i Næstved.

Med løsladelsen er politiet efter alt at dømme fortsat på jagt efter en eller flere gerningsmænd til skyderiet, der fandt sted ved et Rema 1000-supermarked natten til fredag.

Her blev en 30-årig mand omkring klokken 00.30 ramt af flere kugler og i al hast fløjet til Rigshospitalets Traumecenter.

- Han har været på operationsbordet i dag og er uden for livsfare, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Fredag aften ønsker han ikke at fortælle om baggrunden for, at den anholdte har fået lov at gå. Det må antages, at politiet ikke mener, at han har skudt. Men hvorvidt han er sigtet for nogen forbrydelse, vil Kim Kliver ikke fortælle.

Til TV Øst nævner politiinspektøren muligheden for, at flere står bag.

- Det er vores umiddelbare vurdering, at der er mere end én gerningsmand. Der er afgivet en række skud. Nærmere vil jeg ikke komme ind på det, siger han.

Tidligere fredag oplyste politiet, at skyderiet muligvis udspringer af et opgør i bandemiljøet. Den hypotese holder fortsat.

- Vi kan se, at nogle af de involverede personer kommer fra bandemiljøet. Men vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om det er banderelateret, eller om det er noget mere internt, siger Kim Kliver.

Ifølge politiinspektøren fortsætter efterforskningen af sagen hen over weekenden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.