Mand kræves fængslet for gammelt bloddrama
27-årig har i et halvt år været mistænkt for knivstik, men er nu anholdt, fordi han ville hente straffeattest.
Den mistænkte har gemt sig for politiet siden i sommer, men fredag dukkede han selv op på Station City i København for at hente sin straffeattest. Arkivfoto.
Den mistænkte har gemt sig for politiet siden i sommer, men fredag dukkede han selv op på Station City i København for at hente sin straffeattest. Arkivfoto. Foto: JØRGENSEN JAKOB/EB


En 27-årig mand, der er sigtet for et knivstikkeri i Husum i København i juli sidste år, blev lørdag af en dommer i Københavns Dommervagt varetægtsfængslet foreløbig indtil den 2. februar.

Politiet sigter manden for drabsforsøg efter det blodige overfald, der gik ud over en 32-årig mand. Ofret blev stukket tre gange, men overlevede.

Den 27-årige har været mistænkt siden knivstikkeriet, der fandt sted den 21. juli.

Imidlertid er det lykkedes for ham at gemme sig for politiet indtil fredag, hvor han blev anholdt, da han indfandt sig hos politiet på Station City for at hente en straffeattest, oplyser den centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen, Københavns Politi.

Knivstikkeriet skete i en lejlighed på Frederikssundsvej 264, der ifølge politiet var tilholdssted for en gruppe afghanere.

Både den 32-årige og flere vidner har peget på den 27-årige som gerningsmanden, og politiet har opfordret ham til at melde sig selv.

Der er ikke oplysninger om motivet til knivstikkeriet eller om relationen mellem de to mænd. Ifølge ekstrabladet.dk er de to mænd bekendte.

Den 27-årige nægter sig skyldig i drabsforsøg.

Det fremgår af sigtelsen mod ham, som blev læst op i retten, inden dørene blev lukket, at ofret blev stukket to gange i brystet og en gang i ryggen ved venstre skulder. Stiksårene var mellem syv og elleve centimeter dybe, skriver netavisen.

Kniven, der blev brugt, fandt politiet bagefter i en blomsterkumme foran ejendommen. Den er blevet undersøgt for dna og andre spor, der måske har kunnet føre politiet på sporet af, hvem der førte den.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.