Mand kendt skyldig i drabsforsøg
34-årig mand er fundet skyldig i drabsforsøg i forbindelse med en grov voldtægt på Kalvebod Brygge sidste år.
Københavns Byret har kendt en mand skyldig i vold, voldtægtsforsøg og drabsforsøg.
Københavns Byret har kendt en mand skyldig i vold, voldtægtsforsøg og drabsforsøg. Foto: Per Johansen/free


En 34-årig mand er torsdag i Københavns Byret fundet skyldig i vold, voldtægtsforsøg og drabsforsøg ved at kaste en 23-årig kvinde i Københavns Havn i december sidste år.

Desuden har retten kendt ham skyldig i vold og voldtægt mod en kvinde, han havde et forhold til. Det skete sidste år på Rhodos i Grækenland og i en lejlighed i Kastrup.

Det alvorligste forhold - drabsforsøget - fandt sted tidligt om morgenen søndag 7. december sidste år, hvor en 23-årig kvinde blev overfaldet på Kalvebod Brygge.

Kvinden blev slået bevidstløs og forsøgt voldtaget i en skurvogn, og fra skurvognen slæbte den 34-årige gerningsmand sit offer hen til havnekanten. Herfra kastede han den alkoholpåvirkede kvinde i det ni grader kolde vand.

Manden har erkendt både at have været i skurvognen og ved havnebredden, men han nægter sig skyldig i vold, voldtægtsforsøg og drabsforsøg.

- Både den forurettede og den tiltalte har fortalt, at de endte i en skurvogn. Men hvad der skete i den skurvogn, har de afgivet meget modstridende forklaringer om, siger dommer Knud Erik Schmidt i Københavns Byret.

- Vi har lagt vægt på den forurettedes forklaring, som har været sikker, sammenhængende og særdeles troværdig, tilføjer han.

Manden er tidligere blevet idømt seks års fængsel i Østre Landsret for grov voldtægt ad flere omgange mod den samme kvinde i København. Overgrebet fandt sted 10 år inden, han begik voldtægten og drabsforsøget mod den 23-årige kvinde i København.

Dommen i den aktuelle sag falder senere torsdag, efter at både forsvarer og anklager har argumenteret for, hvilken straf de mener, den 34-årige skal have.

Anklageren mener, at manden bør idømmes forvaring - en af de hårdeste straffe i det danske retssystem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.