Mand idømt fængsel for voldtægt i campingvogn
En kvinde og to piger blev i 53 dage holdt fanget i campingvogn, hvor moren blev udsat for vold og voldtægt.
En mand er ved Retten i Nykøbing Falster blevet idømt fængsel for at have holdt en kvinde og to piger fanget i en campingvogn.
En mand er ved Retten i Nykøbing Falster blevet idømt fængsel for at have holdt en kvinde og to piger fanget i en campingvogn. Foto: RASMUSSEN PER/Polfoto


Vold og voldtægt, frihedsberøvelse og trusler. Det var, hvad dagligdagen bød på for en kvinde, mens hun i halvandet år var kæreste med en 34-årig mand.

Fredag blev manden ved Retten i Nykøbing Falster idømt tre et halvt års fængsel for voldtægt under skærpede omstændigheder, for mishandling, for vidnetrusler og for at frihedsberøve kvinden og hendes to døtre på 11 og 13 år.

Overgrebene mod kvinden begyndte i en lejlighed i Sakskøbing på Lolland i foråret 2013, og de fortsatte, da manden, Stevo Slaaving, sammen med kvinden og døtrene flyttede ind i en campingvogn i københavnsområdet.

Her fortsatte overgrebene indtil sidste efterår.

Manden er blevet dømt for at holde kvinden, hendes to døtre og parrets hunde indespærret i campingvognen i knap to måneder.

Kvinden har forklaret i retten, at de ikke kunne forlade campingvognen, og at de hverken kunne kigge ud af vinduerne eller komme på toilettet. De måtte forrette deres nødtørft i en spand.

- Vi fik ikke meget at spise. Af og til havde han købt mad med hjem, men hvis han ikke syntes, at vi havde opført os ordentligt, skulle vi sidde og kigge på ham spise, uden at vi fik noget, forklarede kvinden i retten.

Manden er også blevet dømt for vold og voldtægt, og retsmedicinske undersøgelser har vist, at kvinden har skader efter at have været udsat for voldtægt.

Det hele kulminerede en dag, hvor manden i 12 timer udsatte kvinden for vold for øjnene af de to børn.

Anklager Jeanette Wincentz Andersen er tilfreds med dommen, der følger anklagemyndighedens ønsker.

- Jeg er helt tilfreds. Jeg påstod, at han skulle straffes med tre et halvt års fængsel, og det fik han, siger Jeanette Wincentz Andersen.

Den 34-årige har under sagen nægtet sig skyldig, og han har anket dommen, fordi han vil frifindes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.