Mand idømt fængsel for netvoldtægt af børn
Nordjyde medvirkede til voldtægt af børn, da han via nettet overværede overgreb, mens de fandt sted.
En nordjysk mand er idømt fængselsstraf for at være medvirkende til voldtægt af børn.
En nordjysk mand er idømt fængselsstraf for at være medvirkende til voldtægt af børn. Foto: Colourbox/free


En 43-årig mand er mandag dømt for medvirken til flere seksuelle overgreb på børn, hvor manden via internettet fik transmitteret overgrebene, mens de foregik. I flere tilfælde betalte manden for at se overgrebene.

Dommen over Mikkel Tüschow Petersen lyder på tre et halvt års fængsel og er faldet ved Retten i Hjørring i en såkaldt tilståelsessag.

Manden har siden anholdelsen i august været sigtet for at iscenesætte voldtægter og blufærdighedskrænkende overgreb mod børn, formentlig fra Filippineren, i alderen seks til 12 år.

Mod betaling af pengebeløb i størrelsesordenen 150-300 kroner fik manden via nettet streamet overgrebene mod børnene via nettet, mens overgrebene fandt sted.

- Sagen opstod, ved at vi modtog en anmeldelse, og på den baggrund indledte politiet en efterforskning, hvor man blandt andet undersøgte mandens computer og fandt frem til de her ting, fortæller anklager Karina Skou til Ritzau.

Der har blandt andet været tale om egentlige samlejer, oralsex og situationer, hvor en voksen i den anden ende af internetforbindelsen har fået et barn til at posere afklædt foran et webkamera.

Den 43-årige mand fra Sæby har overværet overgrebene fra sin computerskærm i Sæby, hvor han ifølge sigtelsen blev så opstemt, at han onanerede sig til udløsning, mens han så på uhyrlighederne.

I to af de erkendte forhold har børnene været udsat for egentligt samleje, mens der i fire tilfælde har været tale om anden kønslig omgang end samleje såsom oralsex.

Manden har desuden erkendt, at han i tre tilfælde forsøgte at iscenesætte en voldtægt, men det mislykkedes, fordi internetforbindelsen blev afbrudt, da han havde overført pengene.

- Den dømte har fået kontakt til sine ofre via en datingside i Filippinerne, hvor han har opnået kontakt med voksne, som har haft adgang til de forurettede børn, fortæller Karina Skou.

Ifølge anklageren har retten valgt ikke at lade det tælle til mandens fordel, at han ikke har været fysisk til stede ved overgrebene.

Mikkel Tüschow Petersen overvejer nu, om han vil anke straffens længde til Vestre Landsret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.