Mand fundet død på rasteplads
En mand er fundet død på rasteplads ved Kolding. Politiet undersøger, om han blev udsat for noget kriminelt.
Rastepladsen er spærret, mens politiet foretager tekniske undersøgelser og afhører de overnattende lastbiler. Arkivfoto.
Rastepladsen er spærret, mens politiet foretager tekniske undersøgelser og afhører de overnattende lastbiler. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Rastepladsen Hylkedal Øst i nordgående retning på den sønderjyske motorvej er mandag morgen spærret, mens politiet undersøger et mistænkeligt dødsfald.

En mand er tidligt mandag fundet fød på rastepladsen, og politiet undersøger, om han har været udsat for noget kriminelt, oplyser vagtchef Svend Pedersen, Sydøstjyllands Politi.

Manden blev fundet livløs på rastepladsen omkring klokken 6, og en tilkaldt læge kunne konstatere, at han var død.

Vagtchefen har endnu ikke oplysninger om den døde mands identitet.

- Vi undersøger sagen som et mistænkeligt dødsfald. Vi er i gang med at finde ud af, om han døde en naturlig død, eller om der ligger noget kriminelt bag, siger vagtchefen.

Rastepladsen er fuld af lastbiler, hvis chauffører har overnattet på stedet. De skal nu afhøres af politiet. Desuden skal der laves nogle tekniske undersøgelser på rastepladsen.

Mens det sker, vil rastepladsen være afspærret, oplyser politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.