Mand fundet død i lejlighed efter brand
Brand i mindre etageejendom i Bagsværd har kostet en mand i begyndelsen af 50'erne livet.


En mand er natten til torsdag fundet død i en lejlighed i Bagsværd efter en brand. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Der er tale om en mand i begyndelsen af 50'erne. Vi modtog anmeldelsen klokken 04.33. Da vi kommer derop sammen med brandvæsnet, finder redningsfolk en livløs mand i lejligheden, siger vagtchef Brian Holm til Ritzau.

Lejligheden ligger i en mindre etageejendom på adressen Sebjørnsvej 23.

Brandvæsnet fik hurtigt flammerne slukket, og der har ikke været behov for at evakuere beboere i ejendommen.

Årsagen til branden kendes endnu ikke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.