Mand fængslet for røveri og stiktrusler mod gymnasieelev
Tip fra offentligheden har ledt politiet på sporet af formodet røver, som truede gymnasieelev i Bagsværd.
Allerede tilbage i april efterlyste politiet en mand for at stå bag et hjemmerøveri i Bagsværd i februar. Nu er han anholdt. Politiet udsendte dette foto - som her er maskeret - i forbindelse med efterlysningen.
Allerede tilbage i april efterlyste politiet en mand for at stå bag et hjemmerøveri i Bagsværd i februar. Nu er han anholdt. Politiet udsendte dette foto - som her er maskeret - i forbindelse med efterlysningen. Foto: Københavns Vestegns Politi/free


I månedsvis har Vestegnens Politi jagtet en 22-årig mand efter et røveri, der fandt sted i Bagsværd helt tilbage i februar.

Nu er manden anholdt, og tirsdag er han blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Glostrup.

- Vi har længe vist, hvem han var, men vi har bare ikke kunnet finde ham. Nu er han blevet anholdt på baggrund af nogle tip, som vi har modtaget, fortæller politikommissær Hans Tonnesen til Ritzau.

En gymnasieelev sad på sit værelse på Helmsvej i Bagsværd 5. februar, da han hørte nogle lyde fra trappen. Da gymnasieeleven kiggede efter, stod han ansigt til ansigt med en gerningsmand, som truede gymnasieeleven med en kniv.

- Hvis du gør noget dumt, bliver jeg nødt til at stikke dig, skulle gerningsmanden ifølge politiet have sagt til gymnasieeleven.

Det var i hvert fald udmeldingen fra politiet, da man tilbage i april efterlyste en mistænkt person og i den forbindelse offentliggjorde hans billede.

Udbyttet bestod i elektronik og andre sager for 5-6000 kroner. Tidligere har politiet sagt, at sagen blev efterforsket som et "særligt farligt hjemmerøveri".

Den betegnelse dækker over en bestemmelse i straffeloven, som i udgangspunktet kan give en straf på mindst fem års fængsel.

Men det er der faktisk ikke tale om, oplyser anklageren efter tirsdagens grundlovsforhør. Det var "bare" et almindeligt røveri.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.