Mand fængslet for drabsforsøg med haglgevær
Til at starte med anholdt politiet to personer efter skud på Lolland. Nu er en af dem fængslet for drabsforsøg
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har torsdag sigtet en mand for drabsforsøg, efter han truede en anden mand med et haglgevær.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har torsdag sigtet en mand for drabsforsøg, efter han truede en anden mand med et haglgevær. Foto: www.colourbox.com/free


En 37-årig mand mødte onsdag aften op på en adresse på det nordvestlige Lolland og truede en anden mand med et haglgevær.

Ifølge politiet affyrede den 37-årige et enkelt skud, der formentlig ramte den anden mand perifert.

- Vi har torsdag eftermiddag fremstillet den 37-årige mand og sigtet ham for drabsforsøg. Han blev fængslet i fire uger, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Drabsforsøget fandt sted i byen Torrig.

- Vi er stadig ved at klarlægge omstændighederne nærmere. Til at starte med anholdt vi faktisk to personer, men den ene er nu løsladt. I lang tid var der også tvivl om, hvorvidt der overhovedet var tale om drabsforsøg, siger Søren Ravn-Nielsen.

Politiet mener, at opgøret bunder i jalousi. Der er ikke tale om et banderelateret opgør, lyder vurderingen fra vicepolitiinspektøren.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor vil politiet ikke komme nærmere ind på, hvad manden har forklaret i retten.

Søren Ravn-Nielsen nøjes med at fortælle, at den sigtede nægtede sig skyldig i drabsforsøg.

Hændelsen fandt i øvrigt sted omkring klokken 20.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.