Det er ikke i orden at afvise en mandlig ansøger til et job som 'garderobepige' med henvisning til hans køn.
Det har Ligebehandlingsnævnet afgjort. Nævnet har samtidig tilkendt manden en erstatning på 5.000 kr., som diskoteket, der søgte 'garderobepigen', skal betale.
Diskoteket søgte i februar en medarbejder.
"Vi mangler en sød garderobepige - er det dig vi mangler?" lød opslaget på Facebook.
Det fik en mand til at henvende sig til diskoteket på Facebook. Han var interesseret i at sende en ansøgning. Svaret fra diskoteket lød:
"Vi søger desværre kun garderobe piger i øjeblikket."
Det fremgår af afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet.
Tankeløst svar
Afslaget fik manden til at klage. I sagsbehandlingen forsøgte diskoteket at forsvare sig med, at svaret var tankeløst og at den medarbejder, der havde svaret på Facebook, slet ikke var den rigtige til at svare.
Nævnet har dog hæftet sig ved, at der i stillingsopslaget blev søgt efter en garderobepige.
Derfor er afgørelsen også, at manden ikke fik mulighed for at søge jobbet på grund af sit køn.
"Nævnet vurderede, at stillingsannoncen og det forhold, at klager ikke blev taget i betragtning til stillingen var i strid med ligebehandlingsloven," står der i afgørelsen.
Ansættelsesforløbet fandt sted i februar og marts.