Det var anden gang, at Lars Gliese blev dømt i en nabostrid, der efterhånden har varet i syv lange år. Striden består i en uenighed mellem ham og to af hans naboer om retten til at benytte Birkehøjvej, der går ind over Lars Glieses grund, skriver SN.DK.
I syv år har han nu ved hjælp af bl.a. træstammer, køleskabslåger, en traktor og hegn forsøgt at spærre vejen af, hvilket har betydet, at hans naboer har haft problemer med bl.a. at modtage post.
Han er tidligere blevet dømt til at lade sine naboer benytte vejen, hvilket han har nægtet. Det førte tirsdag til, at han blev dømt 30 dages betinget fængsel for sammenlagt 26 anklagepunkter.
Blandt dem var også en voldsdom efter den milde voldsparagraf 244, da vidner kunne fortælle, hvordan de havde fået stød af et strømhegn, da de havde forsøgt at komme igennem vejspærringen på Birkehøjvej. Desuden blev han også idømt en bøde på 70.000 kroner.
Det har dog ikke fået Lars Gliese til at give op. Han har hele tiden ment, at ingen anden end ham har ret til at benytte vejen, når den går ind over hans grund:
"Jeg mener ikke, at dommeren overholder grundloven om den private ejendomsret. Det er en vanvittig dom, og vi bliver nok nødt til at anke," siger Lars Gliese til Frederiksborg Amts Avis.
Kilde: Frederiksborg Amts Avis og SN.dk