Det kunne være gået rigtigt galt, da en 29-årig dansk arbejder tirsdag klokken 17.34 blev næsten levende begravet ved en arbejdsulykke i forbindelse med Banedanmarks arbejde ved Fjellebro nær Ringsted. Det skriver sn.dk.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til sn.dk, at manden arbejdede i et 3,5 meter dybt hul, da jorden styrtede ned omkring ham, så han blev begravet netop så meget, at han kun lige havde hovedet fri.
Han klagede over smerter i brystkassen, så han blev - efter at være reddet op - fløjet med ambulancehelikopter til undersøgelse på Rigshospitalets traumecenter i København.
Det bliver nu op til Arbejdstilsynet at afklare begivenhedsforløbet nærmere.