Mand anholdt for voldtægt mod bekendt
Under påskud af ikke at kunne komme ind i sin egen lejlighed voldtog en mand lørdag en kvinde.
Politiet anholdt gerningsmanden lørdag aften omkring klokken 17.20.
Politiet anholdt gerningsmanden lørdag aften omkring klokken 17.20. Foto: Pressefoto Rigspolitiet/free


En yngre mand bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør, efter han lørdag angiveligt voldtog en jævnaldrende kvinde i Vanløse uden for København.

Det oplyser Sajjad Haider, central efterforskningsleder ved Københavns Politi til Ritzau.

- Den forurettede er en pige født i 1985. Hun har tidligere haft en kontakt til gerningsmanden, siger Sajjad Haider.

Kontakten mellem de to går ifølge politiet en del år tilbage. Men den forurettede skal over flere gange have afvist gerningsmanden, som selv er fra 1988.

- Det ender med, at han henvender sig ude ved hende lørdag morgen og oplyser, at han umiddelbart ikke kan komme ind i sin egen lejlighed.

- Hun lukker ham så ind i lejligheden, hvorefter han udsætter hende for fuldbyrdet voldtægt, lyder teorien fra den centrale efterforskningsleder.

Politiet har efterfølgende anholdt gerningsmanden lørdag aften omkring klokken 17.20 og foretaget undersøgelser i sagen.

Han er sigtet for voldtægt og bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret søndag formiddag, oplyser Sajjad Haider.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.