Manchester United undviger pokalsensation
Det var ikke nødvendigt for Manchester United at spille sig ud, da de slog Cambridge United 3-0 i FA Cuppen.
Juan Mata scorede Manchester Uniteds første mål i tirsdagens sejr over Cambridge United fra den fjerdebedste række.
Juan Mata scorede Manchester Uniteds første mål i tirsdagens sejr over Cambridge United fra den fjerdebedste række. Foto: Jon Super/AP


Manchester United er klar til femte runde af den traditionsrige FA Cup efter en yderst sikker 3-0 sejr over Cambridge United på hjemmebane tirsdag aften.

De to hold stod også over for hinanden for 11 dage siden, og her var en historisk pokalsensation tæt på, da Cambridge med et væld af chancer kunne have gjort det af med storklubben. Kampen endte dog 0-0, og derfor måtte de to hold atter i aktion tirsdag.

Her viste Manchester United den forskel, der skal være på en af verdens rigeste fodboldklubber og en oprykker til Englands fjerdebedste række.

Allerede efter 32 minutter var kampen mere eller mindre afgjort, da Manchester United kom foran med 2-0 på et hovedstødsmål af argentineren Marcos Rojo.

Forinden havde spanieren Juan Mata åbnet målscoringen.

Selv om det kan være en farlig føring, så blev det ikke tilfældet for Manchester United. Storklubben spillede bolden klogt rundt i egne rækker, og hvis enkelte stadig troede på en sensation, så kunne de i den grad punktere den drøm med et kvarter igen.

Her viste den 19-årige angriber James Wilson stor skarphed, da han efter et par træk hamrede bolden fladt i målhjørnet fra kanten af feltet.

Det blev kampens sidste scoring, selv om Cambridge i overtiden var tæt på en reducering.

Der blev også spillet FA Cup-omkampe andre steder end i Manchester tirsdag aften.

Lasse Vigen Christensen kom på banen efter 83 minutters spil for Fulham, men danskeren kunne ikke gøre noget ved Sunderlands 2-1 føring. I stedet blev det værre for Fulham, der lukkede yderligere et mål ind og tabte 3-1.

Preston North End kunne derimod rejse hjem fra udekampen mod Sheffield United med adgangsbilletter til næste runde efter en 3-1 sejr.

Netop Preston og Manchester United mødes i femte runde af FA Cuppen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.