Ærkerivalerne Liverpool og Manchester United undgår hinanden i semifinalerne i den engelske Liga Cup.
Efter at de sidste kvartfinaler var færdigspillet onsdag aften, blev der foretaget lodtrækning til semifinalerne, der skal afvikles over to kampe i januar.
Her blev Manchester United parret med Hull og skal spille første kamp på hjemmebane.
Mens Hull skulle igennem en straffesparkskonkurrence mod Newcastle for at komme videre, havde Manchester United ikke de store problemer med at slå West Ham med 4-1 i kvartfinalen.
I den anden semifinale indleder Southampton hjemme mod Liverpool, inden dobbeltslaget skal afgøres på Anfield i returkampen.
Southampton imponerede onsdag aften ved at slå Arsenal med 2-0 på Emirates. Liverpool var i aktion allerede tirsdag, hvor Leeds blev besejret med de samme cifre.
Finalen bliver spillet 26. februar på Wembley.
/ritzau/