Manchester United omsætter for penge som aldrig før. Det kostede 74 millioner kroner at slippe af med manager Louis van Gaal og hans stab, og tyske Bastian Schweinsteiger er nu så langt ude i kulden, at klubben har nedskrevet hans værdi i regnskabsbøgerne.
Alt det kan man læse ud af det årsregnskab, som Manchester United offentliggjorde mandag, skriver nyhedsbureauet AFP.
På indtægtssiden i regnskabsåret, som sluttede 30. juni, registrerede Manchester United som den første engelske klub en omsætning på mere end 500 millioner pund (4,4 milliarder kroner). Helt præcist lyder omsætningen på 515,3 millioner pund.
Overskuddet er opgjort til 68,9 millioner pund (607 millioner kroner).
På udgiftssiden står blandt andet de mange penge, det kostede at skifte manager, samt nedskrivningen af værdien på en spiller, som ifølge AFP er Bastian Schweinsteiger.
Tyskeren har været helt ude i kulden, siden José Mourinho overtog managersædet i klubben, og i regnskabsbøgerne bliver sømmet tilsyneladende hamret i.
I regnskabet står der nemlig opgivet et negativt beløb på 6,7 millioner pund (59 millioner kroner), som angiver reduktionen af værdien på en spiller, som "ikke længere regnes for at være en del af førsteholdets kamptrup."
Som sådan må den rutinerede tyske midtbanespiller ikke længere opgives som et aktiv, da det ville kunne give investorerne et forkert indtryk af truppens værdi.
/ritzau/