Manchester United knuser Tottenham og nærmer sig toppen
Manchester United er kun to point fra andenpladsen i Premier League efter sejren på 3-0 over Tottenham.
Marouane Fellaini scorede det første mål i Manchester Uniteds sejr over Tottenham.
Marouane Fellaini scorede det første mål i Manchester Uniteds sejr over Tottenham. Foto: Jon Super/AP


Efter en sæsons fravær fra Champions League er Manchester United på kurs mod en plads i Europas fine selskab i næste sæson.

Søndag sejrede United med 3-0 i topkampen mod Tottenham hjemme på Old Trafford.

United ligger stadig på fjerdepladsen, der udløser kvalifikationskampe til Champions League, men holdet har nu kun to point op til Manchester City på andenpladsen og et point op til nummer tre, Arsenal.

Tottenham derimod får meget svært ved at nå ambitionen om top-fire. Fra syvendepladsen har London-klubben seks point op til United på fjerdepladsen.

Der var nu heller ikke Champions League-klasse over Christian Eriksen, der spillede hele kampen, og Tottenham denne søndag. På godt en halv time blev holdet kørt over og kom aldrig siden ind i opgøret.

Midtbanespilleren Michael Carrick var Uniteds store spiller i første halvleg. Efter ni minutter serverede han bolden for belgieren Marouane Fellaini, der kunne score til 1-0.

10 minutter senere tegnede Carrick sig selv for målet, da han behersket dirigerede bolden i nettet til 2-0 efter et hjørnespark.

Efter lidt mere end en halv time hjalp Tottenhams Nabil Bentaleb til. Han afleverede direkte til Wayne Rooney, der satte i løb mod målet og scorede til 3-0 efter sololøbet.

Intensiteten i Uniteds dominans faldt sidenhen, eftersom det gode resultat var sikret så tidligt. Således slap Tottenham for yderligere ydmygelse.

I den anden sene kamp søndag sejrede Everton hjemme med 3-0 over Newcastle.

James McCarthy gjorde det til 1-0 efter 20 minutter, mens Romelu Lukaku øgede på straffespark 10 minutter efter pausen.

Kort efter blev vilkårene endnu sværere for udeholdet, der fik Fabricio Coloccini udvist, og Everton kunne cementere sejren ved Ross Barkley i overtiden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.