Manchester United jagter revanche mod Swansea

Manchester United tager i weekenden turen til Wales, hvor Swansea - og en mulig revanche - venter.
I august tabte Manchester United til Swansea. Lørdag møder holdene hinanden i Premier League, og Manchester United håber på revanche.
I august tabte Manchester United til Swansea. Lørdag møder holdene hinanden i Premier League, og Manchester United håber på revanche. Foto: Jon Super/AP

Lørdag møder Manchester United Swansea i Premier League. United er godt kørende for tiden, og de skal prøve at få revanche for nederlaget til Swansea tilbage i august.

Manchester Uniteds manager, Louis Van Gaal, har været i klubben siden sommer og mener, at spillerne nu er ved at vænne sig til den måde, han gerne vil spille fodbold på.

- Når du ser på resultaterne i de seneste 19-20 spillerunder, så er vi det bedste hold i ligaen, så derfor er selvtilliden i truppen god, og spillerne er også ved at have vænnet sig til at spille efter min fodboldfilosofi, siger han.

Robin van Persie er kommet sig over sin skade, som holdt angriberen ude af mandagens kamp mod Preston North End i FA Cuppen og har nu meldt sig klar igen.

Gode nyheder for Louis van Gaal, for selvom United vandt en komfortabel sejr over Preston, så har lejesvenden Radamel Falcao haft svært ved at slå til og blev skiftet ud efter cirka en times spil i mandagens opgør.

Falcao har kun scoret fire mål i 19 kampe, og det er ikke, hvad man er vant til at se fra den colombianske angriber, som har leveret mål på samlebånd i sine tidligere klubber.

Kampen spilles lørdag klokken 16.00 på Liberty Stadium i Swansea.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.