Manchester-manager efter FCM-chok: Alt går imod os
Louis van Gaal hæfter sig ved Uniteds uheld i Herning, hvor gæsterne fik målmanden skadet under opvarmningen.


Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal, bebrejdede uheld, manglende vilje og uskarpt spil, da han gjorde status efter 1-2-nederlaget til FC Midtjylland i Europa League torsdag aften.

- Det er Murphys Lov, tror jeg. Når du begynder en kamp, og din målmand lige er blevet nummer 14 (på skadeslisten), så starter du ikke som normalt. Der sker mange ting i hovedet på spillerne.

- Deres første scoring kommer efter et skud, der bliver rettet af. Det er ubegribeligt. Det er for meget, siger Louis van Gaal ifølge BBC.

Han var skuffet over spillet i anden halvleg.

- I anden halvleg vinder vi ingen dueller. Ingen andenbolde. Så har du ikke råd til at indkassere et mål mere.

- Jesse Lingard havde to store chancer.

- I visse perioder var vi ikke godt nok organiserede, siger han efter kampen.

Den pressede chef forlanger, at Manchester United vender udfaldet fra en pinlig exit til videre færd i Europa League, når de to hold mødes på Old Trafford i næste uge.

- Vi har chancen for at besejre dem på vores hjemmebane, og vi skal gøre det.

Målmand David de Gea udgik under opvarmningen med en knæskade. Omfanget af skaden er endnu ukendt.

Det er dog værd at bemærke, at hans afløser i kampen mod FC Midtjylland Sergio Romero diskede dog op med tre verdensklasseredninger undervejs og således forhindrede yderligere danske scoringer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.