Manchester City må undvære sin topscorer Sergio Agüero i op mod seks uger på grund af en knæskade.
Manager Manuel Pellegrini oplyser ifølge Sky Sports, at den 26-årige angriber vil være ude i "fire, fem eller måske seks uger".
Hvis argentineren er ukampdygtig i seks uger betyder, at han går glip af ni kampe for City, der desperat jagter førerholdet Chelsea i toppen af Premier League.
Selv om knæskaden er et alvorligt stød imod Citys drømme om at genvinde mesterskabet, så kan han sandsynligvis være med, når holdet møder Chelsea den 31. januar.
Agüero var på forhånd dømt ude af onsdagens Champions League-opgør mod AS Roma, hvor City med en sejr skal forsøge at spille sig videre til forårets 1/8-finaler.
Argentineren er suveræn topscorer i Premier League i denne sæson med foreløbig 14 mål.
/ritzau/