Manchester City punkterer Eriksen og Tottenhams CL-håb
Manchester City slog Tottenham, som er syv point fra fjerdepladsen, der kan give plads i Champions League.
Sergio Agüero scorede sejrsmålet i Manchester Citys udesejr over Tottenham.
Sergio Agüero scorede sejrsmålet i Manchester Citys udesejr over Tottenham. Foto: Jon Super/AP


Christian Eriksen og Tottenham må formentlig opleve næste sæsons Champions League hjemme fra sofaen.

Det sidste håb for at nå fjerdepladsen, der giver kvalifikationskampe til Champions League, mindskedes til en mikroskopisk mulighed, da London-holdet søndag tabte 0-1 hjemme til Manchester City.

Fra positionen som nummer seks har Tottenham syv point op til Manchester United på fjerdepladsen. Der er ni point tilbage at spille om.

Derimod cementerede City sin andenplads i Premier League, der giver en direkte plads i Champions League.

Arsenal på tredjepladsen kan dog komme op på samme pointtal, 70, med en sejr mandag over Hull på udebane. Endda med yderligere en kamp til gode.

Tottenham må nu forsøge at tage femtepladsen, der giver adgang til Europa League. Den sidder Liverpool på nu med et forspring på tre point til Tottenham.

Holdets dansker, Christian Eriksen, forsøgte ihærdigt at skabe det offensive spil, men uden succes. Danskeren blev skiftet ud efter en time.

Tottenham startede søndagens opgør bedst, og topscorer Harry Kane kunne have bragt hjemmeholdet foran efter få minutter, da Manchester Citys offside-fælde kiksede. Kanes skud strøg lige forbi.

Men City arbejdede sig så småt ind i opgøret, der var særdeles livligt i første halvleg. Efter et perfekt udført kontraangreb var Sergio Agüero pludselig fri, og argentineren hamrede føringsmålet op i nettaget efter David Silvas fremragende aflevering.

Agüero havde en god chance for at øge til 2-0 efter en times spil, men ellers skabte Tottenham flest chancer, da City i denne periode fokuserede mest på at forsvare.

City satsede dog stadig ivrigt på kontraangreb, og det skabte chancer i begge ender i kampens resterende del. Men alligevel blev der ikke scoret yderligere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.