Manchester City og Barcelona tørner sammen i CL
Mandagens lodtrækning til 1/8-finalerne i Champions League bød på flere par store brag. PSG trak Chelsea.
FC Barcelona skal møde Manchester City i Champions League.
FC Barcelona skal møde Manchester City i Champions League. Foto: Manu Fernandez/AP


Manchester City og Barcelona tørner sammen i 1/8-finalen i fodboldens Champions League.

Dermed risikerer de engelske mestre igen i denne sæson at ryge tidligt ud af den fineste europæiske turnering.

Englænderne blev nummer to i deres indledende gruppe efter Bayern München og har derfor hjemmebane i første kamp mod Barcelona til februar. Det var endda spanierne, som sendte City ud af Champions League i sidste sæson.

Inden for de seneste tre sæsoner er Manchester City to gange røget ud af Champions League efter gruppespillet, og sidste år snublede englænderne i 1/8-finalen, hvor det blev nederlag til FC Barcelona.

Det facit flugter ikke med klubbens investeringer.

Faktisk var englænderne tæt på at ryge ud allerede i gruppespillet i denne sæsons udgave af Champions League, for indtil en halv time før tid i opgøret mod Roma i sidste uge, var det romerne, som sad på billetten videre i turneringen.

Så scorede City imidlertid to gange i en kamp, som var den direkte duel om andenpladsen i gruppen.

I en anden kamp mellem hold, som på papiret synes jævnbyrdige, trak Paris Saint-Germain de engelske vicemestre fra Chelsea.

Her har Zlatan Ibrahimovic og hans holdkammerater hjemmebane i Paris i første kamp.

De regerende Champions League-vindere fra Real Madrid bliver en stor mundfuld for Schalke 04. De to hold mødtes også sidste år, hvor spanierne samlet gik videre med en målscore på 9-2. Spanierne vandt 6-1 i Gelsenkirchen i den første kamp.

De øvrige fem 1/8-finaler blev parret således:

Juventus - Borussia Dortmund

Shakhtar Donetsk - Bayern München

Arsenal - Monaco

Bayer Leverkusen - Atlético Madrid

FC Basel - FC Porto.

Første opgør i hver af de otte dueller spilles 17., 18., 24. og 25. februar, mens de otte returkampe spilles 10., 11., 17. og 18. marts

Kvartfinalerne spilles i april, semifinalerne i maj og finalen 6. juni i Berlin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.