Manchester City noterer sjældent overskud
For første gang siden Manchester City indledte opstigningen til den engelske fodboldtop, har klubben overskud.
På trods af høje lønudbetalinger til topspillere som Sergio Agüero og Jesús Navas kan Manchester City notere overskud.
På trods af høje lønudbetalinger til topspillere som Sergio Agüero og Jesús Navas kan Manchester City notere overskud. Foto: Jon Super/AP


Premier League-klubben Manchester City har præsteret sit første overskud, siden Sheikh Mansour bin Zayed overtog klubben i 2008.

Citys årsrapport for sæsonen 2014/15, som blev offentliggjort onsdag, viser et plus på 10,7 millioner britiske pund, svarende til 107 millioner danske kroner.

- Sæsonen 2014-15 markerede et historisk skridt i Manchester Citys rejse, siger klubbens administrerende direktør, Ferran Soriano, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Den økonomisk model og de strategiske investeringer har vist sig at virke. Manchester City er nu en rentabel klub, der konkurrerer på det højeste niveau i verdensfodbolden, tilføjer han.

Manchester City, der aktuelt ligger i spidsen for den pengestærke Premier League, noterede i sidste sæson indtægter svarende 3,5 milliarder danske kroner, hvilket er rekord for syvende år i træk.

Klubbens lønudgifter blev samtidig sænket med 11,5 millioner pund (115 millioner kroner). De samlede udgifter til lønninger var 193,5 millioner pund (1,9 milliarder kroner).

Dermed ligger lønudgifterne nogenlunde på niveau med Arsenal (192,2 millioner) og Chelsea (192,7 millioner). Lokalrivalen Manchester United fører an i lønfesten med en årlig udskrivning på 203 millioner pund.

Det sjældne overskud vækker særlig stolthed i Manchester City, fordi det blev skabt i en sæson, hvor klubben ikke vandt sølvtøj af nogen art.

- Når vi tænker på, at sidste sæson var under niveau for Manchester City, er dette et bevis på, hvor langt vi er kommet i de seneste syv år. Dette ambitionsniveau skal vi ikke afvige fra, siger bestyrelsesformand Khaldoon Al Mubarak.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.