Manchester City generobrer førsteplads efter gavebod
Efter to nederlag i træk kom Manchester City tilbage i sejrsrytmen med 3-1 hjemme over Southampton.
Manchester City vandt over Southampton.
Manchester City vandt over Southampton. Foto: Jon Super/AP


Fodboldklubben Manchester City er tilbage på førstepladsen i Premier League.

Lørdag eftermiddag kom klubben ud af en minikrise på to nederlag på stribe, da det blev til en 3-1-sejr hjemme over Southampton.

Gæsterne mødte op til kampen på Etihad Stadium som ubesejret på udebane i Premier League i sæsonen.

Fra bænken kunne Southampton-manager Ronald Koeman imidlertid se sit mandskab stille en gavebod op, som ikke så ud til at behage den tidligere FC Barcelona-forsvarer.

Efter nogle indledende chancer til Manchester City fik hjemmeholdets Raheem Sterling efter ni minutter lov til at stryge af sted i et raid i venstre side.

Den engelske landsholdsspiller var så upresset, at han havde tid til at bruge højrefoden ved sit indlæg til Kevin de Bruyne, der var løbet i position foran mål. Belgieren udplacerede målmand Maarten Stekelenburg.

Efter 20 minutter fordoblede Fabian Delph føringen, da han scorede med et skud, der blev afrettet af Southamptons Virgil van Dijk.

På dette tidspunkt sejlede gæsternes defensiv, men kort efter 2-0-målet kom det første varsel om, at der måske alligevel var lidt spænding at hente.

Det skete, da samme Virgil van Dijk bankede bolden på overliggeren.

Southampton kom frem til flere gode muligheder i første halvleg, og tendensen fortsatte efter pausen.

Efter 50 minutter fik Shane Long reduceret til 1-2 med et kraftfuldt hovedstød, efter at Manchester City-defensiven snorksov i optakten til scoringen.

Senere måtte City-målmand Wilfredo Caballero, der afløste skadede Joe Hart, levere flere redninger, blandt andet på en afslutning fra Dusan Tadic.

Aleksandar Kolarov lukkede dog ned for spændingen, da han scorede til 3-1 20 minutter før tid.

Senere var der stort bifald på Etihad Stadium, da Citys David Silva fik comeback efter en skadespause.

Manchester City fører Premier League med 29 point for 14 kampe.

Klubben mister dog førstepladsen igen senere lørdag, medmindre topmødet mellem Leicester og Manchester United ender uafgjort.

Leicester har 28 point og Manchester United 27 point for 13 kampe før kampen, der bliver spillet senere lørdag på Leicesters hjemmebane.

Jores Okore var for første gang i denne sæson med på bænken for Aston Villa i Premier League.

Danskeren, der ikke har været på banen endnu i sæsonen, kunne se holdkammeraterne tabe 2-3 hjemme til Watford, så situationen i bunden blev endnu mere håbløs for Aston Villa.

Klubben fra Birmingham har blot fem point efter 14 kampe og ligger sidst.

Aston Villa vandt den første ligakamp i sæsonen, men siden har klubben kun fået to point i 13 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.