I Manchester havde City lørdag besøg af Everton i Premier League, hvor Josep Guardiolas tropper gav tilskuerne på Etihad Stadium en sjælden oplevelse i form af to brændte straffespark.
Kevin De Bruyne misbrugte Manchester Citys første forsøg fra 11-meter-pletten to minutter før pausen. Everton-målmand Maarten Stekelenburg kastede sig til den rigtige side og slog det ikke særligt velplacerede skud ud til siden.
Den situation gentog sig efter 70 minutter, hvor Sergio Agüero skød i samme side som De Bruyne på sit straffespark, og også argentineren måtte se Maarten Stekelenburg brillere på stregen.
På det tidspunkt førte Everton 1-0 på Romelu Lukakus mål scoret efter 65 minutter.
City kom dog tilbage og udlignede til 1-1 efter 72 minutter ved Duran Nolito.
Arsenal vandt hjemme med 3-2 over Swansea, som havde ny manager i skikkelse af Bob Bradley siddende på bænken efter fyringen af Francesco Guidolin. Men altså uden pointmæssig lyneffekt.
Arsenals Granit Xhaka rødt kort efter 70 minutter, men Arsene Wengers mandskab holdt fast, og det er nu på samme pointantal som Manchester City i toppen af tabellen.
Tidligere lørdag vandt Chelsea med 3-0 over Leicester og ligger nummer fem i rækken, mens Tottenham kun fik 1-1 hos West Bromwich Albion og indtager tredjepladsen.
/ritzau/