Manchester City-anfører ramt af lægskade for 14. gang
En skade i læggen generer igen Manchester Citys Vincent Kompany, der kan se frem til minimum en måneds pause.
Manchester Citys Vincent Kompany i en nærkamp mod en spiller fra Dynamo Kiev, før han måtte udgå efter blot syv minutters spil.
Manchester Citys Vincent Kompany i en nærkamp mod en spiller fra Dynamo Kiev, før han måtte udgå efter blot syv minutters spil. Foto: Jon Super/AP


Manchester Citys anfører, Vincent Kompany, misser en stor del af sæsonens afgørende kampe.

Den belgiske midterforsvarer kan se frem til minimum en måneds pause, efter at han tirsdag aften blev tvunget til at forlade banen efter blot syv minutters spil af ottendedelsfinalen mod Dynamo Kiev i Champions League.

Det er endnu en gang en lægskade, der plager Kompany. Det er faktisk 14. gang siden 2008, at Kompany er ramt af skader i læggen, skriver AFP.

- Vincent er igen ramt af en muskelskade i læggen, siger City-manager Manuel Pellegrini til Reuters.

- Nu må vi se de næste dage, hvor slemt det er, men en muskelskade betyder altid, at man minimum er ude i en måned, siger chileneren.

Vincent Kompany gjorde så sent som i februar comeback efter sin seneste lægskade, som han brugte halvanden måned på at komme sig over.

- Det er meget svært for ham, for han var kommet meget godt tilbage og havde spillet seks kampe i træk, siger Pellegrini.

Det er tredje gang i denne sæson, at den 29-årige midterforsvarer er ramt af en skade i læggen.

Vincent Kompanys makker i midterforsvaret Nicolás Otamendi blev også tvunget fra banen tidligt i kampen mod Dynamo Kiev, men argentineren er ikke nær så hårdt ramt som Kompany.

City-manager Manuel Pellegrini vurderer, at Otamendi vil være klar i løbet af et par dage, hvilket betyder, at der er en chance for, at forsvarsspilleren kan deltage i søndagens opgør mod Manchester United i Premier League.

Tirsdagens opgør mod Dynamo Kiev endte 0-0. Dermed er City videre til kvartfinalerne i Champions League efter en 3-1-sejr i den første kamp.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.