Manager om nederlag: Vores bedste kamp
Manchester United-spillerne har grund til at være stolte af indsatsen mod Chelsea, mener Louis van Gaal.
Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal, roser sine spillere for en sublim indsats i 0-1-nederlaget til Chelsea. Arkivfoto
Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal, roser sine spillere for en sublim indsats i 0-1-nederlaget til Chelsea. Arkivfoto Foto: Jon Super/AP


Manchester United-manager Louis van Gaal er svært tilfreds med sit hold trods lørdagens 0-1-nederlag til Chelsea i Premier League.

Hollænderen mener, at United spillede sæsonens hidtil bedste kamp, og at det var rent uheld, at Chelsea løb med sejren på Stamford Bridge.

- Vi dominerede kampen. Der var en utrolig indsats af holdet, siger Louis van Gaal.

Manchester United havde bolden 70 procent af tiden og havde over dobbelt så mange skud på mål som Chelsea.

- Jeg er ikke frustreret, men meget stolt af mit hold. Vi spillede den bedste kamp i denne sæson, men i fodbold kan man tabe, selvom man er det bedste hold, siger Louis van Gaal.

- Vi er i gang med en proces, og jeg kan se, at mit hold forbedrer sig hver uge. Det var fantastisk, som vi spillede. Når man ser på statistikken, er det ufatteligt, at resultatet blev 0-1, men sådan er fodbold, fortsætter han.

Opgørets eneste mål blev scoret af Chelsea-stjernen Eden Hazard, og med sejren er London-klubben rykket et skridt nærmere det engelske mesterskab.

Chelsea topper Premier League med 76 point foran Arsenal med 66 point. United har et point færre end Arsenal.

Chelsea og Arsenal mangler at spille seks kampe af sæsonen. De to tophold står over for hinanden søndag, når Chelsea kommer til Emirates Stadium.

Louis van Gaals United-mandskab blot har fem kampe tilbage.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.