Manager: Kevin har en fremtid i Formel 1
Kevin Magnussens manager er ret sikker på, at Kevin Magnussen vender tilbage til Formel 1 på et tidspunkt.


Bare fordi Kevin Magnussen ikke skal køre Formel 1 for McLaren næste år, behøver det ikke betyde, at danskeren er en færdig mand i motorsportens mest prestigefyldte klasse.

Det siger Magnussens manager, Dorte Riis Madsen, i et interview med TV3 Sport 1.

- Jeg mener, at han står stærkt. At han deltager på pressemødet i dag, fortæller, at Kevin er fuldgyldigt medlem af teamet.

- Så jeg satser på, at Kevin er tilbage igen i 2016. Jeg tror, at det kommende år bliver afsindigt hårdt, fordi han skal trække sig op igen psykisk efter det her. Men det har Kevin hele tiden vist, at han har i sig, siger hun.

Beskeden om, at de to McLaren-sæder gik til Fernando Alonso og Jenson Button, blev overbragt den danske lejr onsdag.

Manageren siger, at Kevin Magnussen modtog nyheden uden større drama.

- Han var fuldstændigt rolig og fattet. Jeg tror måske, at han var lidt chokeret og ikke rigtigt fattede det. Måske kommer der en reaktion senere, siger hun til tv-stationen.

Ekstra Bladet har erfaret, at Kevin Magnussen skal gøre i den japanske Super GT-serie for Honda næste år, men det er helt nyt for manageren.

- Glem det. Det har jeg ikke hørt. Vi har slet ikke talt om serier endnu. Det er kommet så hurtigt, at vi ikke er nået så langt endnu, siger Dorte Riis Madsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.