Arbejdsmiljøindsatsen i Danmark har slået fejl.
Det fastslår beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), som derfor vil have et ekspertudvalg til at komme med anbefalinger til "en ny og forbedret indsats".
Men der er ingen grund til at vente på eksperterne. De massive problemer med dårligt arbejdsmiljø kan kun løses, hvis der afsættes flere midler, lyder det fra fagforbundet FOA.
- Enhver, der har sat sine ben på et plejehjem, en daginstitution eller på et hospital, ved, hvorfor arbejdsmiljøet er blevet forværret. Det er ikke raketvidenskab. Det handler om, at der er for få medarbejdere til at løse for mange opgaver, siger forbundssekretær Jens Nielsen, der er ansvarlig for FOAs arbejdsmiljøarbejde.
Man kan ikke skære ned og forbedre arbejdsmiljøet
I løbet af de sidste syv år er ansatte i regioner og kommuner reduceret med mere end 30.000. Men der er ikke blevet færre opgaver. Og det kan måles på arbejdsmiljøet, mener FOA.
- Det siger sig selv, at man ikke kan skære voldsomt ned på ressourcerne og samtidig forbedre arbejdsmiljøet. Krav og ressourcer skal følges ad, hvis vi vil skaffe et bedre arbejdsmiljø, siger Jens Nielsen.
Nogenlunde samme melding kommer fra pædagogernes fagforbund, BUPL. Faglig sekretær Mette Aagaard Larsen påpeger, at pædagogerne ligger helt i bund, når det gælder problemer med arbejdsmiljøet.
- Vores medlemmer er en af de faggrupper, der kæmper mest med dårligt arbejdsmiljø, og vi har længe efterlyst handling fra ministeren. Men et ekspertudvalg gør det ikke alene. Der skal også investeres lige nu og her.
- Man kan ikke år efter år fjerne arbejdsgivernes ressourcer og gøre arbejdet besværligt for Arbejdstilsynet, for så senere at blive overrasket over, at det går i den gale retning, fastslår Mette Aagaard Larsen.
LO: Fjern besparelser i Arbejdstilsynet
En ny stor arbejdsmiljø-undersøgelse viser, at én ud af ni beskæftigede i 2016 havde overbelastninger af muskler og skelet, mens hver sjette dansker på arbejdsmarkedet havde psykiske overbelastninger og tegn på stress eller depression.
Både når det gælder fysiske og psykiske skader har der været en stor stigning siden 2012.
LO-formand Lizette Risgaard håber også på, at både arbejdsgivere og politikere vil påtage sig et større ansvar for at sikre et godt arbejdsmiljø, så danskerne ikke bliver syge og nedslidte af at gå på arbejde.
- Jeg håber, at det betyder, at de planlagte besparelser i Arbejdstilsynet tages af bordet og at der i stedet investeres massivt i indsatsen for et godt arbejdsmiljø. Det handler om medarbejdernes helbred og tryghed, siger Lizette Riisgaard.