Malala til verdensledere: Alle børn skal 12 år i skole
Malala Yousafzai opfordrer på et topmøde om uddannelse til, at ledere tager større ansvar for uddannelse.
Malala Yousafzai taler her ved et topmøde om uddannelse i den norske hovedstad, Oslo.
Malala Yousafzai taler her ved et topmøde om uddannelse i den norske hovedstad, Oslo. Foto: Grott/AP


Alle verdens børn skal gå 12 år i skole - ni år er ikke nok.

Sådan lyder budskabet fra den 17-årige modtager af sidste års Nobels fredspris, Malala Yousafzai, til et uddannelsestopmøde i Oslo tirsdag, hvor der er deltagere fra omkring 40 lande.

- Ni års uddannelse er ikke nok. Hvis det ikke er nok for jeres børn, er det heller ikke nok for resten af verdens børn, siger hun ifølge det norske nyhedsbureau NTB direkte til de stats- og regeringschefer, som er til stede ved topmødet i den norske hovedstad.

- Vi må handle nu i år 2015. Vi må finansiere vores fremtid nu. Det er ikke et spørgsmål om penge. Pengene er der. Det handler om mangel på engagement fra verdens ledere, siger hun.

Ifølge den unge, pakistanske kvinde kræver det cirka 260 milliarder kroner om året at få alle børn i skole.

Malala Yousafzai er blevet verdenskendt for sin kamp for skolegang for alle.

I oktober 2012 blev Malala skudt gennem hovedet, da hun sad i en skolebus på vej hjem fra skole i Pakistan.

Taliban tog skylden for angrebet. Den militante bevægelse ønskede at straffe hende, fordi hun som aktivist var for åbenmundet om pigers ret til uddannelse. Malala var 15 år, da hun blev livsfarligt såret ved skudangrebet. Hun fylder 18 år 12. juli.

Et af hovedtemaerne til topmødet i den norske hovedstad, som er afsluttet tirsdag, var problemet med at skaffe penge nok til, at alle børn kan komme i skole.

FN's særlige udsending for global uddannelse, Gordon Brown, medgiver efter mødet, at det bliver en enorm udfordring at skaffe penge nok. Alligevel har topmødet gjort ham mere fortrøstningsfuld.

- I Norge er der sket et vigtigt fremskridt. Alle rundt om bordet er blevet enige om, at vi må gå videre med den humanitære fond, siger den tidligere britiske premierminister til NTB.

Den humanitære fond skal ifølge NTB gå til, at 37 millioner børn i krigs- og konfliktområder, som ikke går i skole, skal komme det. I alt er det 59 millioner børn verden over, som ikke går i skole.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.