Malala til Boko Harams skolegidsler: I er mine helte
Den 17-årige nobelprisvinder kritiserer internationalt samfund for ikke at gøre nok for bortførte skolepiger.


Den pakistanske nobelprisvinder Malala Yousafzai kritiserer mandag politiske ledere i Nigeria og hele verden for ikke at gøre nok for at hjælpe de 276 skolepiger, der for nøjagtig et år siden tirsdag blev kidnappet af militante islamister fra Boko Haram.

- Efter min mening har nigerianske ledere og det internationale samfund ikke gjort nok for at hjælpe jer, skriver 17-årige Malala i et åbent brev til pigerne.

- De skal gøre meget mere for at sikre, at I bliver løsladt. Jeg er én blandt mange mennesker, der lægger pres på dem, lyder det fra Malala, der kalder de tilfangetagne piger for "mine tapre søstre".

Ifølge Malala, der selv var tæt på at miste livet på grund at Talibans modstand mod uddannelse til piger, er brevet "et budskab om solidaritet, kærlighed og håb" på etårsdagen for bortførelsen.

Det er en dag, der bliver markeret flere steder i verden med marcher, bønner og mindehøjtideligheder.

Ifølge FN's børnefond, Unicef, er over halvdelen af de 1,5 millioner mennesker, der er blevet fordrevet på grund af Boko Haram, børn.

Flere end 300 skoler i Nigeria er blevet angrebet eller ødelagt af Boko Haram siden begyndelsen af 2012. Mindst 196 lærere og 314 skolebørn er i den periode blevet dræbt af bevægelsen, hvis navn kan oversættes til, at "vestlig uddannelse er en synd".

Malala Yousafzai håber, at hun en dag kan møde de tilfangetagne piger, hvis præcise skæbne er ukendt.

- Jeg ser frem til den dag, hvor jeg kan give hver eneste af jer et kram, bede med jer og fejre jeres frihed med jeres familier. Indtil da skal I være stærke og aldrig miste håbet. I er mine helte.

USA, Kina og flere andre lande erklærede efter bortførslen sidste år, at de ville hjælpe med at finde pigerne. Men de er aldrig fundet, og der har ikke været mange informationer om dem, efter at de blev bortført.

Mandag skrev BBC, at en kvinde har fortalt, at 50 af pigerne er blevet set i live for tre uger siden.

I alt savnes 201 af pigerne fortsat.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.