Makienok mærker presset lette efter pokalhattrick
Med tre mål mod en Premier League-klub fik Simon Makienok sat et godt aftryk hos Preston North End.
Preston North End-angriberen Simon Makienok (i midten) gjorde god reklame for sig selv mod Bournemouth.
Preston North End-angriberen Simon Makienok (i midten) gjorde god reklame for sig selv mod Bournemouth. Foto: Matthew Childs/Reuters


Simon Makienok fik tirsdag aften en sjælden chance fra start hos Preston North End, og den udnyttede den danske angriber til fulde.

Med tre mål sørgede Makienok for, at Preston fra den næstbedste engelske fodboldrække slog Premier League-klubben Bournemouth ud af Liga Cuppen i tredje runde.

- Når man får scoret et mål, så tager det noget af presset væk. Det var mit første mål for Preston North End, så selvfølgelig var jeg glad for det.

- Det var mit første hattrick som professionel, så det var en perfekt aften for mig, siger Makienok til klubbens hjemmeside efter 3-2-sejren.

I november 2010 scorede Makienok dog også tre mål i samme kamp for HB Køge, som slog FC Vestsjælland 3-1 i den næstbedste danske fodboldrække, så han har lavet et hattrick tidligere i karrieren.

Makienok startede tirsdag aften inde på et Preston-hold med ti ændringer i forhold til den seneste ligakamp mod Brentford, fordi manager Simon Grayson prioriterer ligaen højere end Liga Cuppen.

- Det var en stor kamp for os. De kom med et stærkt mandskab, og vi foretog mange ændringer i forhold til vores seneste kamp, siger Makienok.

- Træneren bad os om at vise os frem og gøre det svært for ham at udtage truppen til vores næste kamp. Det var en fantastisk holdpræstation. Vi holdt sammen og kæmpede for hinanden, forklarer han.

Makienok var imponeret over de mange tilhængere, som var draget sydpå for at bakke holdet op.

- Det var utroligt at se 300 fans på stadion, og man kunne mærke deres støtte fra det øjeblik, vi gik på banen, siger 25-årige Makienok.

I sommerpausen valgte Palermo at udleje Makienok til Preston. I sidste sæson havde den italienske klub udlejet danskeren til Charlton.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.