Makedoniens opposition gør klar til kæmpedemo
Premierministeren i Makedonien er trodsig og vil ikke give efter for oppositionens krav om at gå af.
Efter skyderiet i forrige weekend i det nordlige Makedonien står en mand og ser på en bil, der blev ødelagt under skudkampene. 18 mennesker blev dræbt, da etniske albanere og politiet var i ildkamp. Søndag er der varslet store demonstrationer i Makedoniens hovedstad, Skopje, med krav om, at regeringen går af.
Efter skyderiet i forrige weekend i det nordlige Makedonien står en mand og ser på en bil, der blev ødelagt under skudkampene. 18 mennesker blev dræbt, da etniske albanere og politiet var i ildkamp. Søndag er der varslet store demonstrationer i Makedoniens hovedstad, Skopje, med krav om, at regeringen går af. Foto: Marko Drobnjakovic/AP


Nikola Gruevski, premierminister i Makedonien, agter at blive på sin post.

Oppositionen har indkaldt til stor demonstration søndag i balkanrepublikkens hovedstad, Skopje, med krav om, at han går af, men det pres er ikke noget, der bider på Gruevski.

- Jeg har ingen intention om hverken at gå af eller acceptere, at der dannes en overgangsregering, siger han til den regeringsvenlige tv-station Sitel.

Demonstrationen mod premierministeren er indkaldt på et tidspunkt med store spændinger i landet.

Der har været politisk krise i måneder, der raser en stor aflytningsskandale, og for en uge siden kostede et blodigt skyderi mellem etniske albanere og politi 18 mennesker livet.

Skudkampen i den nordlige by Kumanovo var de værste uroligheder i landet i 14 år, og blandt de dræbte var otte politifolk.

Den konservative Gruevski har været premierminister siden 2006, men oppositionspartiet Makedoniens Socialdemokratiske Union (SDSM) har boykottet parlamentsarbejdet siden april 2014, da han blev genvalgt.

Efter SDSM's mening vandt han på grund af valgsvindel.

I februar i år fik krisen en tand ekstra, da SDSM-lederen Zoran Zaev beskyldte regeringen for at aflytte omkring 20.000 personers telefoner, herunder journalister og politikere.

I de seneste måneder har Zaev offentliggjort optagelser, der angiveligt skal vise blandt andet udbredt korruption i regeringen og dække over mord.

Regeringen afviser påstandene.

Der ventes tusindvis af mennesker på gaderne i Skopje søndag, men premierministeren, hvis parti VMRO-DPMNE mandag holder sin egen demonstration, står fast i sit sidste interview inden demonstrationen:

- Der må komme en politisk løsning på krisen, og løsningen må være i overensstemmelse med det, som makedonske borgere udtrykte ved forrige valg, siger han.

- Der må ikke være en løsning via vold, som nogen måske har planlagt, og en løsning vil blive fundet.

Efter skyderiet for en uge siden er 30 mænd, herunder 18 etniske albanere fra det nærliggende Kosovo, blevet anklaget efter terrorparagraffer

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.