Formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, mener ikke, det er i orden, at sikkerhed på psykiatriområdet skal finansieres af penge fra satspuljen.
- Det her er ikke midlertidige udfordringer, der kan finansieres med en midlertidig pulje, lyder det fra Majbrit Berlau.
Hun kræver en fast bevilling på finansloven til området.
Millioner til sikkerhed
Venstre-regeringen har i dag meldt ud, at de vil bruge trecifret millionbeløb for at sikre sikkerheden i psykiatrien. Socialminister Karen Ellemann (V) ønsker, at oprette en helt ny tilbudsform til psykisk syge borgere med særligt komplekse problemer.
Pengene skal ifølge regeringens udspil komme fra satspuljen – en særskilt pengepulje på finansloven, hvor man år for år forhandler om, hvilke områder, pengene skal gå til.
Udspillet kommer efter en række episoder med vold og drab på ansatte på bosteder.
Har råbt højt i årevis
Og selvom Majbrit Berlau er glad for, at regeringen vil gøre en indsats for sikkerheden på psykiatriområdet, så er hun skuffet over, det skal ske med penge fra satspuljen.
- Det her er driftmæssige udgifter og ikke kun en midlertidig indsats, der er brug for, siger Majbrit Berlau, der mener, at pengene skal komme direkte fra finansloven, så området er mere kontinuerligt økonomisk sikret.
- Vi har råbt højt om de her problemer i mange år, men nu ser det da ud til, at der sker lidt, siger Majbrit Berlau, der dog foreløbigt vil afvente det fulde udspil fra regeringen.