Maja Jager slår hjemmebanehåb ved European Games
Den danske bueskytte Maja Jager er sikkert videre til 1/8-finalen ved European Games efter klar sejr søndag.
Bueskytten Carina Rosenvinge (på billedet) blev slået ud ved European Games lørdag, men søndag gik Maja Jager videre til 1/8-finalen.
Bueskytten Carina Rosenvinge (på billedet) blev slået ud ved European Games lørdag, men søndag gik Maja Jager videre til 1/8-finalen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Maja Jager er klar til til 1/8-finalen ved European Games i Baku. Den danske bueskytte vandt søndag morgen dansk tid med 7-3 over Olqa Senyuk fra værtslandet Aserbajdsjan.

I søndagens 1/16-finale i Baku fulgte Olqa Senyuk ellers godt med fra kampens start, men Maja Jager viste klassen, da det hele skulle afgøres til slut.

I første sæt kom Maja Jager flyvende fra start med en 2-0-føring, men Olqa Senyuk svarede stærkt tilbage.

Andet sæt endte uafgjort 1-1, mens hjemmebanehåbet vandt tredje sæt 2-0, og så var stillingen 3-3.

I fjerde sæt imponerede Maja Jager igen med flere flotte forsøg - blandt andet en pil i midten af skiven til 10 point, hvor modstanderen lavede en 7'er. Og så var Maja Jager foran med 5-3 inden femte og sidste sæt.

Her var Maja Jager igen yderst stabil med først en 8'er, så en 9'er og til at afslutte kampen en pil i midten til 10 point.

I 1/8-finalen møder Maja Jager franske Berengere Schuh, som tidligere søndag vandt 6-4 i 1/16-finalen over Esther Deden fra Holland.

Lørdag røg både Natasja Bech og Carina Rosenvinge ud af turneringen, så Maja Jager er det eneste danske medaljehåb.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.