Maja Jager får sølv efter nederlag til stærk tysker
Bueskytten Maja Jager tog den anden danske medalje ved European Games, da hun fik sølv i bueskydning.
Maja Jager, der her ses i et koncentreret øjeblik under OL i London i 2012, tabte finalen ved European Games i Baku.
Maja Jager, der her ses i et koncentreret øjeblik under OL i London i 2012, tabte finalen ved European Games i Baku. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det blev ikke til den første guldmedalje ved European Games for Danmark, da bueskytten Maja Jager måtte nøjes med sølv efter finalenederlag til tyskeren Karina Winter i kvindernes individuelle konkurrence.

Den tyske skytte vandt finalen med 6-2 efter fantastisk skydning i den afgørende fase.

Maja Jager havde spillet godt gennem hele dagen i kampene frem mod finalen, og det spil tog hun med ind i finalens indledning.

Verdensmesteren fra 2013 åbnede med en 10'er på første pil, og det lagde grunden til sejr i første sæt, men Karina Winter slog hurtigt tilbage med 29 af 30 point i sæt to, og så var det helt lige på scoretavlen.

Nu havde tyskeren skudt sig varm, og hun tog igen 29 point i tredje sæt, hvilket Maja Jager ikke kunne leve op til med sine 27 point.

Mens Jager faldt lidt i niveau og ikke kunne finde rytme, hævede tyskeren barren, og med en fejlfri skydning og 30 point i fjerde sæt, lukkede hun finalen på flotteste vis.

Maja Jagers medalje er Danmarks anden ved legene i Baku, og dermed mangler de danske atleter stadig at hente tre medaljer for at opfylde Danmarks Idrætsforbunds målsætning om fem medaljer ved European Games.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.