Mainz sætter spiller til salg efter numsepilleri og film
Sportschef i Mainz, Christian Heidel, vil sælge Gonzalo Jara efter hans usportslige opførsel i Copa America.


Sindene kom for alvor i kog i Sydamerika, da Copa America-værterne Chile stødte sammen med Uruguay i kvartfinalen ved de sydamerikanske mesterskaber.

Uruguays stjerneangriber Edinson Cavani fik sit andet gule kort, og dermed rødt, efter en batalje med Chiles forsvarsspiller Gonzalo Jara, der også fik gult kort. Men efter tv-billederne nu går viralt, er Jara kommet i problemer.

Billederne viser nemlig, at Jara først prikker Cavani i numsen med en finger, og da Cavani svarer igen med et lidt hårdt "klap" på kinden, lader chileneren som om, han er blevet slået.

Den opførsel vil Jaras klub Mainz i Tyskland ikke acceptere, og den chilenske spiller er nu sat til salg.

- Han har fået at vide, at kan forlade os, hvis der kommer et bud på ham. Vi tolererer ikke den slags. Værre end pilleriet er det, der sker bagefter.

- Det gør mig rasende. Jeg hader film mere end noget andet, siger Christian Heidel, sportschef i Mainz, til Bild-Zeitung.

En mand i overtal efter Cavanis udvisning lykkedes det Chile at score til 1-0 og vinde kampen, så holdet nu er klar til semifinalen mod Peru.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.