Magtfulde verdensledere mødes om Ukraine uden Rusland
Økonomi, terror, klima og spioner er blandt emnerne på dagsordenen, når G7-landene samles i Tyskland søndag.
G7-mødet i Bayern har tiltrukket mange demonstranter. Her ses masker af de politiske ledere, der deltager i mødet, i forbindelse med en demonstration i München.
G7-mødet i Bayern har tiltrukket mange demonstranter. Her ses masker af de politiske ledere, der deltager i mødet, i forbindelse med en demonstration i München. Foto: Matthias Schrader/AP


Syv af verdens mest magtfulde politikere skal søndag og mandag drøfte de udfordringer, vi står over for.

Både klima, terror, økonomi, flygtninge, spionaffæren mellem USA og Tyskland og internationale konflikter ventes at blive diskuteret, når lederne af G7-industrilandene mødes med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, som vært.

Et punkt, der formodes at stå øverst på listen, er krisen i Ukraine. Og med Vladimir Putins stol tom vil den konflikt blive vendt uden en russisk stemme.

Den russiske præsident blev udelukket fra G8-selskabet, efter at Rusland annekterede Krim i marts 2014. Derfor er det lederne fra Tyskland, USA, Canada, Japan, Italien, Frankrig og Storbritannien, der fører ordet.

- Det er meget vigtigt, når vi kommer ud fra disse G7-møder, at verden ses talende med én stemme. En stemme der støtter de konsekvenser, konflikten har haft for Rusland, siger USA's præsident Obamas rådgiver Ben Rhodes ifølge AFP med henvisning til EU's og USA's sanktioner mod Rusland.

- Rusland vil fortsat have sanktioner imod sig, indtil en løsning på konflikten er implementeret, siger Ben Rhodes videre forud for G7-mødet, der holdes på luksusslottet Schloss Elmau i alperne omkring 120 kilometer fra delstaten Bayerns hovedstad, München.

Forbundskansler Merkel har yderligere lagt op til at gøre klima til et centralt punkt.

Hun har således ifølge Reuters opfordret verdenslederne til at gå med til, at den gennemsnitlige globale temperaturstigning skal begrænses til to grader over det før-industrielle niveau. Det skal sende et stærkt signal frem mod FN's klimamøde i Paris i december.

Aktivister har forud for G7-mødet demonstreret i skisportsbyen Garmisch-Partenkirchen, der ligger tæt ved værtsslottet.

Demonstranterne er rejst til byen med meget forskellige politiske budskaber som nej til frihandelsaftaler, stop klimaforandringer og antiglobalisering.

Lørdag stødte politi og demonstranter sammen, og flere aktivister og en betjent har fået øjenskader, efter at røgbomber og peberspray er blevet brugt af parterne, skriver nyhedsbureauet dpa.

En række demonstranter skulle ligeledes være blevet anholdt. Politiet vil ikke sætte tal på, men ifølge arrangørerne af demonstrationen drejer det sig om mindst otte personer, skriver dpa.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.